Midtjysk Turisme

Søgeordsoptimering

Googles søgemaskine er stadig en af de absolut vigtigste trafikkilder på nettet. Søgemaskineoptimering bliver ofte fremstillet som en kompliceret videnskab - men sådan er det heldigvis ikke mere. Få 6 konkrete råd til, hvordan du nemt kan tænke SEO ind i det daglige arbejde med din hjemmeside.

1. Strukturér din side rigtigt

Google læser alt det materiale, din side indeholder, og du kan hjælpe søgemaskinen på vej ved at sætte siden rigtigt op. Det vil sige, at du skal bruge dit hjemmesidesystems funktioner rigtigt.

Google vurderer vigtigheden af tekst ud fra den formatering, teksten har. Tekst formateret som overskrifter vægter Google højt. Hvis du vil lave en overskrift på siden, skal du ikke bruge fed eller kursiv. Brug i stedet formateringerne “Overskrift 1” eller “H1”, som du måske kender fra Word. Brug “Overskrift 2” til underoverskrifter osv. Du må dog kun have én H1-overskrift.

2. Lav gode URL’er

Google lægger vægt på, hvad dine URL’er indeholder – URL’en er den adresse, som brugeren får vist i sin browser, f.eks. www.hjemmeside.dk. Google læser adressen og forventer, at siden handler om det. Hvis en side hedder hjemmeside.dk/kontaktinfo, så regner Google med, at den handler om kontaktinformation. Hvis den hedder hjemmeside.dk/jfbjx.apsx, så ved den naturligvis ikke, hvad det drejer sig om. Hjælp Google ved at bruge entydige URL’er.

3. Lav gode sidetitler

Sidetitler skal hænge sammen med URL’er. Din side om mødelokaler skal altså have en titel som “Mødelokaler på Hotel Svendsen” i stedet for “Underside2.htm”. I nogle ældre systemer får sider automatisk samme titel som adressen – i sådanne tilfælde skal du således selv gå ind og omdøbe til en bedre titel.

4. Hold dit indhold friskt, og brug nøgleord

Søgemaskinen fungerer sådan, at den sender en “robot” rundt på nettet, som leder efter nyt indhold. Den vil tillægge din side mere værdi, hvis den ofte finder nyt indhold. Det er grunden til, at så mange arbejder med blogs og nyhedssektioner. Husk derfor at lave nyt indhold ofte. Husk også at anvende de nøgleord, du vil findes på, på en naturlig måde i dine tekster.

5. Links til dig er stadig vigtige

Din hjemmeside bliver stadig vurderet ud fra, hvor mange der linker til dig. Men gammeldags linksektioner eller linksamlinger på dine kon-kollegers hjemmesider hjælper sjældent ret meget, da de ikke giver mange klik. Søgemaskinen vurderer din side som værdifuld på basis af antallet af brugere, der følger henvisningen til den.

6. Husk de sociale medier

Trafik fra Facebook, Twitter eller Google+ er også af betydning, og disse bliver faktisk af tiltagende vigtighed, da det er der, de fleste deler links i dag. Arbejd derfor med at gøre det let at dele på sociale medier, og vær selv til stede på sociale medier.


Kilde: Digital Vækst, En praktisk håndbog: Facebook, LinkedIn, Hjemmeside