Midtjysk Turisme

Forstå Google Analytics

Selvom du synes din hjemmeside fungerer rigtig fint, så bliver du nødt til at måle, hvilken effekt du får ud af det. Ved at benytte Google Analytics, får du adgang til et stort antal data, som viser, hvordan dine gæster benytter din hjemmeside og, hvilket indhold du skal fokusere på. 

Kom i gang med Google Analytics

Har du endnu ikke en konto til Google Analytics, så skal du gå ind på dette link. Her følger du anvisningerne til at lave en konto. Du får et stykke html-kode, som skal sættes ind på din hjemmeside. Analytics hjælper dig igennem processen. 

Nyttige funktioner i Google Analytics:

Se, hvilke hjemmesider, der leder brugerne hen til din side

I menuen i venstre side af Google Analytics (se billedet øverst) finder du adgang til alle dine data. Under punktet "Anskaffelse" finder du "Alle henvisninger". Klikker du dig ind her, får du vist en  top-10 over, hvilke hjemmesider, der sender flest besøgende til din hjemmeside. Hvis du benytter annoncering kan du her se, hvor mange besøg dine annoncer giver dig. Dette punkt giver dig også et godt overblik over, om du får besøgende fra Facebook eller andre sociale medier, hvor du er synlig. 

Se, hvilke søgninger, der leder brugerne til din side

Under menupunktet "Anskaffelse" finder du også "Søgeord" og herunder "Organisk". Her kan du se de ord, brugerne har anvendt i deres søgninger på Google og klikket sig videre fra ind på din hjemmeside. Det er en god metode til at tjekke, om dine forventninger til søgemaskinetrafik faktisk også matcher virkeligheden. 

Se, hvilke af dine undersider, der besøges oftest

Under menuen "Adfærd" finder du "Webstedsindhold" og herunder det punkt, der hedder "Alle sider". Her får du en oversigt over de af dine undersider, der får mest trafik. Hvis du har en side, der hedder "/" er det sandsynligvis din forside. Den står næsten altid øverst, da den oftest får flest besøg. Oversigten kan hjælpe dig til at se, hvilke sider, der har dine gæsters interesse og hvilke sider, der sjældent bliver læst. Hvis du har vigtig information på en side, der sjældent bliver læst, så skal du måske vurdere at give den en anden placering på din hjemmeside eller ændre søgeordene. 

 

Kilde: Digital Vækst, En praktisk håndbog: Facebook, LinkedIn, Hjemmeside